Et stort tillykke til projektleder Kenneth Deleuran fra Kronjyllands El-service i Randers, som netop har bestået installatøreksamen.
I februar deltog Kenneth Deleuran i et kursus i FireFree® Brandlukninger, afholdt af Scandi Supply's Brandtekniske Rådgivere Henrik Spanggaard og Maria W. Kristensen hos Kronjyllands El-service. Kurset inspirerede Kenneth til hans afgangsprojekt, hvor han valgte at skrive om temaet brandlukninger, håndtering af kvalitetssikring samt kontrollantens roller i projektet. Kenneth lavede bl.a. en drejebog for hele firmaet, med henblik på at opnå ensartethed på styring af brandlukninger. Et rigtigt spændende projekt, hvor Scandi Supply's Henrik Spanggaard har haft det privilegium, at yde sparring ved flere dybdegående møder med Kenneth Deleuran.
"Efter kurset i februar kontaktede jeg Henrik Spanggard med mine spørgsmål. Brandlukning har kun fået større og større fokus de senere år og jeg fandt selv emnet ret komplekst. Jeg så et stort potentiale for at effektivisere området i virksomheden", fortæller Kenneth Deleuran. "Henrik gav mig virkelig "blod på tanden" i forhold til det her projekt. Jeg byggede afgangsprojektet op med en baggrundsviden om brandlukning, noget om årsagerne til det store fokus, om krav og lovgivning. Med udgangspunkt i et konkret projekt listede jeg fordele og ulemper op over for hinanden og skrev noget om risici for, at skulle tilbage og lave brandlukninger om.
Og ja - eksamenen gik godt. Nu vidste jeg virkelig noget om stoffet og censor sagde bagefter, at han også havde lært noget - og det var dejligt at høre", slutter en glad Kenneth Deleuran, der sender en stor tak til sin sparringspartner, Henrik Spanggaard.
Til praktisk brug ved den afsluttende eksamen, benyttede Kenneth Deleuran Scandi Supply's "mock-up", som viser eksempler på præ-accepterede løsninger med FireFree® brandlukningsprodukter.
"At yde rådgivning om korrekt og dokumenteret brandlukning er én af Scandi Supply's kerneværdier. Vi ser det som vores fornemmeste opgave, at anspore til dokumenteret brandlukning, der skaber brandsikre bygninger og beskytter mennesker og værdier", siger Henrik Spanggaard. "Derfor er det selvfølgelig heller ikke uden en vis stolthed, at vi ønsker Kenneth Deleuran tillykke med det flotte 12-tal ved installatøreksamenen".
Og ikke nok med det flotte 12-tal. Kenneth fik tilmed tildelt Dansk El-Forbunds Innovationspris, som tildeles de mest kreative og fremsynede afgangsprojekter. Dansk El-Forbund uddeler hvert år innovationsprisen til de akademistuderende, der har de mest innovative projekter på 4. semester inden for det el-tekniske område. For at komme i spil til Innovationsprisen, skal de akademistuderende tænke kreativt og tilvejebringe nye idéer, muligheder og tilgange til teknologier, arbejdsgange og processer indenfor el-branchen. Det udvikler og driver el-branchen fremad, skaber nye muligheder og motiverer de studerende til at tænke kreativt og udfordre eksisterende løsninger.
Stort tillykke til Kenneth Deleuran!
Henrik Spanggaard er Brandteknisk Rådgiver hos Scandi Supply og opererer til dagligt i region nord. Henrik er oprindeligt uddannet elektriker og har lang erfaring indenfor salg og rådgivning, bla. af ABV og ABA. Hvis du har spørgsmål til Passiv Brandsikring er du velkommen til at kontakte Henrik.